Improvisation er midlet til konstant udvikling

For ikke så længe siden besøgte vi The Standard og Niels Lan Doky sammen med vores ledernetværk, for at høre om hvad jazz og improvisation kan gøre for en flok nysgerrige og åbne ledere. Niels Lan Doky er en hjemkommen verdensborger med base i København, hvor han arbejder bredt med sit store netværk fra hele verden om at tilbyde danskere, musikkendere eller ej, oplevelser med jazz som udgangspunkt. Derudover brænder han for emnet improvisation og for at inspirere andre til at udnytte improvisationen til at skabe innovative processer.

Vi blev inspireret til fulde og vil her dele et par pointer fra Niels’ jazzunivers, hvor du med fordel kan tænke over, hvordan det passer ind i din hverdag:

• Vi vil have magiske processer. For at det kan ske, understregede Doky, er det ekstremt vigtigt, at det er de rigtige, som er til stede. Afgørende er også, at der er et fravær af hierarkier, selv om verdensstjerner spiller med helt unge talenter.

• Frihed er at opgive sig selv og kunne lytte uforbeholdent til, hvad de andre i orkestret spiller.

• Fejl eksisterer ikke, det skal være tilladt at blotte sig. Fejl kan vendes til noget meningsfuldt; selv om man spiller en dårlig tone, kan det altid bruges. Det handler om indstilling og om at turde prøve sig selv af.

• Det kræver ekstrem god kontakt med slutbrugeren, hvis man vil udvikle sig. At man virkelig kan mærke efter, hvad publikum kan lide. Doky holder øje med sit publikum, og du kan møde Niels og de andre efter koncerten, hvor de indbyder til dialog og samtaler om jazz.

• ”It is not about beeing safe” – det handler om at turde udvikle sig og være sårbar. Sikkerheden findes i fællesskabet.

• Lær at være i nuet – fordi det handler om at få noget til at ske! For at komme dertil skal du træne dit mindset, fx via meditation. Skal du være i nuet, skal du mestre flow og kunne give slip.

Efter et par timer i Dokys selskab var vi meget inspirerede af mødet med både stjernen og mennesket. Alle var enige om, at der var elementer fra jazzen, der sagens kan prøves af til at skabe bedre innovative og kreative processer.
For os var det berigende at høre, at man i jazzens verden konstant kan stræbe efter et højere niveau ved i princippet at slippe kontrollen, hvilket fint matcher vores tanker om udvikling. Vores tro på at man kan udvikle til nye højder bygger også på, at man bliver tryg ved at slippe sine vaner forud for indtagelser for derved at give plads til noget nyt.