Inden for de næste par år vil der ske et generationsskifte, idet den store generation Baby Boomers født i årene 1946 til 1964 begynder at gå på pension. Fremtiden er i hænderne på nye generationer. Et stort ansvar skal videregives til Generation X født i årene 1964 til 1980, og især den nyudklækkede Generation Y født i årene 1980 til 1995 kommer til at spille en afgørende rolle. Hvordan kan du være med til at forberede din virksomhed på dette skift?

Generationen med selvtillid og drive

Enso afholdte for nylig et netværksmøde om emnet hos PLH Arkitekter. Vi havde inviteret de to nybagte CBS-kandidater fra cand.merc. Human Resource Management-linjen Anne Lykke Andersen og Nathalie Christin Stelter Frandsen til at tale om emnet. Sammen har de skrevet kandidatafhandlingen Ny generation definerer fremtidens arbejdsmarked baseret på 211 besvarelser suppleret med 9 interviews med Generation Y-medarbejdere i danske virksomheder. De to unge kvinders afhandling kom med essentielle betragtninger i forhold til at omfavne generation Y, som kommer til at blive fremtidens ansatte og kunder. I deres oplæg beskrev de generationen som meget optimistisk, fyldt med selvtillid og karakteriseret af, at beslutninger træffes hurtigt uden et stort erfaringsgrundlag. De forklarede desuden, at generationen især benytter teknologi og deres netværk som et strategisk redskab til at opnå viden om virksomheder. Det er derfor særlig vigtigt, at virksomheder forstår at tiltrække Generation Y via online kanaler og digitale netværk.

I de to unge kvinders konklusion forklarede de, at den nye generation efterspørger netværksmæssig sparring, anerkendelse for deres arbejde og fleksibilitet i arbejdsprocesser. Det er en generation, som føler en ansvarsfølelse over for konkrete opgaver frem for virksomhedens navn – derfor er det særligt vigtigt at etablere et tilhørsforhold og samtidig udvise anerkendende adfærd, når udfordrende opgaver løses. De forklarede også, at generation Y er vant til konstant forandring og kontinuerlig udfordring. Samtidigt sætter de unge pris på gennemsigtighed, tillid og god kommunikation.

Hold dem ved ilden og udfordr dem i deres arbejde

Efter de to kvinders oplæg var der lagt op til diskussion: Hvilke fordele og ulemper er der ved generationen? Hvad tænkte de deltagende omkring det faktum, at Generation Y ikke ønsker at være længe i den samme virksomhed og eksempelvis ikke motiveres af at holde 25-års jubilæum i samme virksomhed ? Dette førte til mange gode snakke om en generation, som både vil udfordres, men også ønsker tydelig anerkendelse.

Du kan bruge de to CBS-kandidaters resultater til at overveje, hvordan jeres virksomhed kan tiltrække den nye generation og til at tale med din ledelse om, hvorledes I kan blive gode til at omfavne nye talenter. For at fastholde talentfulde medarbejdere er det vigtigt, at de holdes ved ilden og udfordres i deres arbejde. Det er vigtigt både at omfavne den nye generation Y samt pleje virksomhedens medarbejdere fra generation X – begge generationer skal gerne spille på samme hold og vinde hinandens tillid. Der kan opstå mange forskellige udfordrende situationer i mødet med den nye generation. Forbered hinanden på mulige situationer og vær ekstra opmærksom på at tiltrække nye værdifulde medarbejdere, som kan tilføje ny energi til jeres virksomhed.

Billeder fra Generation Y-workshoppen

Workshop med CBS-kandidater om Generation Y
Workshop med CBS-kandidater om Generation Y

Workshop med CBS-kandidater om Generation Y